874880727667052

TÆNKER du, FØLER du eller SANSER du?

2023-10-20

TÆNKER du, FØLER du eller SANSER du?

Din krop og dit nervesystem benytter sig af forskellige SIGNALSYSTEMER til at finde ud af, hvad der sker i eller omkring dig, eller hvordan du har det. Ofte blander vi signalsystemerne sammen.

En god vej til at blive klogere på dig selv er at blive skarpere på, hvor i dit system dine informationer kommer fra. Én af mine klienter sagde f.eks. hyppigt "Jeg føler, at….". Da vi undersøgte det, fandt han ud af, at informationerne ikke kom fra hans følelser, men fra hans tanker. Og han kunne i øvrigt ikke helt komme i kontakt med sine kropslige sansninger.

Ved at åbne døren til hans følelser og sansninger trænede vi hans muligheder for at leve livet mere helt.

TANKER
Tanker kan være ubevidste eller bevidste - neutrale eller værdiladede.

Vi kan blive så overvældet af en tanke, at den synes at fylde det hele i os. Så tror vi, at vi er ER tanken.

Prøv at lægge mærke til, hvilken betydning du tillægger en bestemt tanke.

FØLELSER
Følelser er i bund og grund informationer til dig. Og de går over, hvis ikke du holder fast i dem.

Lige som med tankerne, HAR du følelser, men du ER ikke dine følelser.

Prøv at registrere, hvad der OGSÅ er, når du føler dig ramt af en stærk følelse. Følelsen er ikke hele dig.

SANSNINGER
Sansninger er alt det, din krops sanser fortæller dig. En kildren i maven, en spænding i åndedrættet, en kløen i storetåen.

I vores kultur går alting meget hurtigt, og vi kan miste kontakten med vores sansninger. Du kan træne din opmærksomhed på dine sansninger ved f.eks. at spise et æble ganske, ganske langsomt og / eller med lukkede øjne.


Tanker, følelser og sansninger er i sidste ende bare informationer til dig. De kan supplere eller udfordre hinanden, og du vælger selv, hvad du bruger signalerne til. Hvis du f.eks. føler dig vred / rasende, kan du spørge dig selv:
- Hvordan sanser jeg, at jeg er rasende?
- Hvad tænker jeg om, at jeg er vred?
- Er jeg sikker på, at det er raseri, jeg føler?

Det er dit liv

I holistisk psykoterapi arbejder vi med alle dine informationssystemer - og dermed med HELE DIG.

Det er dit liv.

PS. Man kunne mene, at vi benytter os af endnu flere signalsystemer: Intuition, spiritualitet, mavefornemmelser osv. For enkelhedens skyld har jeg reduceret til tre i dette blogindlæg.

#hjernen #tanker #følelser #sansninger

#deterditliv #deterditlivterapi

#samtaleterapi #psykoterapi #holistiskterapi